in Arbejdsklima

Storrumskontor, godt eller skidt?

I den seneste tid har jeg tænkt en del over de åbne kontorlandskaber. Jeg har aldrig selv været særlig produktiv i et, i hvert fald ikke et større. Jeg lader mig nemt forstyrre af den megen støj og samtale som er til stede i et stort åbent kontorlandskab. Selvfølgelig er der mange fordele ved åbne kontorlandskab, der flyver en masse viden rundt i rummet og det er nemt at få sparring på en opgave. Der opstår uformelle samtaler og man inspireres af kollegaer. Men alt med måde.

Det kræver stor disciplin ikke at lade sig forstyrre når samtalerne går imellem andre og emnet er ligegyldigt. Det kræver en helt unik kultur hvor man ikke bare forstyrre en kollega når det er tydeligt at vedkommende ikke skal forstyrres. Det kræver disciplin at sige til en kollega at man ikke ønsker at blive forstyrret, og når man siger det er man alligevel blevet forstyrret.

Det her med at være i “zonen”, der hvor man arbejder ultra effektivt kan være et virkelig svært sted at komme hen i et åbent kontorlandskab. Man bliver konstant hevet ud af den, også ofte før man kommer ind i “zonen”.
Som udvikler og projektleder hvor opgaverne kræver at man fokusere og er koncenteret er det en stor ulempe aldrig at komme ind i “zonen”, og stor ulempe at skulle kæmpe sig tilbage adskillige gange i løbet af en dag.

Jeg mener dog ikke at man bør gå tilbage til de gammeldags enkeltmands kontorer eller de klassiske hieraki indelte kontorer hvor cheferne har store maghoni beklædte herskabsvillaer som kontor. For det er da endnu værre.
Men alt med måde, åbne kontorlandskaber er blevet en kende for åbne, en kende for store og en kende for upersonlige. De bør inddeles med omtanke og være mere fleksible i forhold til at man f.eks. kan aflukke områder når behovet er der.
Man skal være parat til at rykke rundt på kulisserne når det viser sig at en indretning ikke fungere. Opdel kontorlandskaberne i små nabolag hvor man hver især kan sætte sit eget præg på indretningen. Hvor man indenfor nabolaget kan have sin egen kultur og hvor man kan samtale uden at forstyrre de omkringliggende nabolag. Ofte vil det umiddelbare behov for vidensdeling og kommunikation jo være blandt en relativ lille skare af medarbejder. Den bredere vidensdeling skabes ved at der er et flow igennem de forskellige nabolag. Hav små øer imellem som er frie arbejdspladser eller blot samlingsområder for en kop kaffe eller andet socialt.

Vigtigst af alt er at skabe åbenhed uden det bliver for åbent, vi vil have følelsen af at have eget kontor uden egentlig at have det.

En ting som udløste denne blog post er også det faktum at min nuværende arbejdsplads skal flytte i nye og meget flotte lokaler om ca. 1 år. Her lægger man en plan for hvordan over 200 personer skal fordeles i et åbent kontorlandskab. Der udføres et formidabelt forberedende arbejde så det bliver rigtig rigtig godt. Det er gennemtænkt, ingen tvivl om det. Men en ting jeg betragter som en KÆMPE falliterklæring er, at der på tegningerne er indtegnet såkaldte direktørkontorer. Hmmmm tænker jeg, det er jo det samme som at vende tilbage til fordums tid hvor de bedste pladser tilfaldt dem med højest rangering i hierarkiet… Ja vi chefer er bedre end jer andre, vi ved godt at det der åbne kontorlandskab ikke fungere, men vi sparer en masse penge på m2 og vi burer os bare inde og så kan pøblen få lov at sidde og være uproduktive. I mit hoved er det helt forkert og et stort skridt tilbage.

En anden trigger var Ugebrevet A4s nyligt publicerede undersøgelse, Storrum stordumper – vi har intet lært.