in Oplevelse

Hvad 7000km i en Tesla Model S har givet mig

Henover de 3 vintermåneder december, januar og februar havde jeg fornøjelsen at køre Tesla. Det var en mulighed til at leje en Tesla billigt som gjorde at jeg hurtigt besluttede at det skulle jeg prøve. En bil jeg ellers ikke kommer i nærheden af af eje stod nu til min fulde rådighed.

Lad mig starte med at sige, shiiiiiiiit det er fedt at køre Tesla.


Det orange lyn, Tesla Model S 85

Ladning og rækkevide

Spørgsmål som alle stiller til el-biler:

  • Er det ikke besværligt at skulle lade?
  • Tager det ikke lang tid at skulle lade?
  • Kan man køre lange ture?

Jeg kan kun sige, nej det er slet ikke besværligt, man vænner sig lynhurtigt til at bilen er koblet til el-nettet når den er parkeret. Hvilket en bil forøvrigt er rigtig meget. Der er et kæmpe udbud af ladestandere og jeg havde ri råderet over Eons ladenetværk som er ganske betragteligt. I flere byer er det faktisk bare rart at skulle køre til en p-plads med ladestander, så er man relativt sikker på at få en p-plads. København er et godt eksempel.

Nej det tager faktisk ikke lang tid at lade. De almindelige ladestandere er selvfølgelig ikke hurtige men dem er bilen også sluttet til i mens man er på arbejde eller sover hvilket ganske ofte er 5-8 timer ad gangen.Det er rigelig tid til at lade batteriet fuldt op.

Når man er på farten har Eon hurtigladere langs motorvejsnettet og på flere tankstationer. Man har også fuld adgang til Teslas egne superchargere som giver et skud strøm med helt vilde hastigheder. Tilsluttet en supercharger har du hurtigt fået 100km på 10-15 min.

Her lades med hvad der svarer til 536km pr time. Det er sygt hurtigt.

Ja man kan sagtens køre lange ture. Den Tesla jeg har kørt rundt i har 370km rækkevide på et fuldt ladet batteri og det er vel og mærke vinter lige nu hvilket har en lille indflydelse på rækkevide. Det er en rækkevide som tager dig ca. til Hamburg og det passer ret godt med at du undervejs skal have en pause og måske lidt at spise eller måske af med noget. Så er det jo smart at bilen kan få strøm i mens. Enkelte gange skal man holde lidt længere men det er slet intet problem man husker bare på at det gavner miljøet og ens egen pengepung at køre el-bil.

Turen fra Aarhus til København kan klares på en opladning. Men ofte vil man gerne køre de 130 man må og man vil måske også accellere lidt fra tid til anden. Det koster lidt på strømforbruget at køre normalt. Men med et 10 minutters stop i superchargeren ved Slagelse har du fået det skud strøm som skal til. Når man kommer frem er det jo bare i stikkontakten og så er bilen fuldt ladet når du efter en række møder eller miniferie skal retur igen.

Så for at konkludere på det med ladning og lange ture. Det er fuldstændig smertefrit og handler blot om pauser og planlægning. Det meste klarer bilens navigation faktisk for en.

Og hov, gennemsnitligt er 99% af dine ture også så rigeligt inden for bilens rækkevide så lad os ikke gøre problemer større end de er.

Køreglæde

Teslaen er stor og og den vejer også godt. Det er en ekstremt behagelig bil at køre, ligger godt og stabilt på vejen og reagere nemt og præcist. Dertil kan så lægges elbils følelsen. Den fuldstændig trinløse og ekstremt agressive acceleration, og den støjfrie motor. Eller retter den stille og ekstremt fede summen fra el-motoren, det lyder pisse fedt. Det er en bil som er behagelig og god at køre langsomt så vel som hurtigt, altså rigtig hurtigt (derfor en tur til Tyskland er en god ide).

Autopiloten

En ting er adaptiv fartpilot, det er lækkert. Men når man dertil lægger den ret gode autopilot som Teslaen er udstyret med så bliver en lang tur på motorvejen med skiftende trafik pludselig en meget afslappende og skøn oplevelse. Den fungere virkelig godt den autopilot i Teslaen. Man føler sig meget tryg, men skal selvfølgelig fortsat være opmærksom. Det er jo blot en autopilot og ikke selvkørende.

Acceleration

Nøj hvor er det fedt at køre en bil som accelerere så hurtigt. Det betyder at man til enhver tid kan komme hurtigt ud af starthullerne i et lyskryds eller hvis der er behov for at justere ind i forhold til trafik eller når der skal foretages en tjep overhaling. Det burde være en menneskeret at have til rådighed og så længe man ikke udvikler sig til en 22 årig knægt uden kørselserfaring eller kærlighed til livet er det meget nemt at styre og bruge de mange kræfter fornuftigt.

Plads

Er du da vanvittig der er meget plads i sådan en Model S Tesla. Baggagerum foran, baggagerum bagi, der er uanede mængder af bagagerumsplads. Benplads er der også rigeligt af, det er bare en dejlig stor bil.

Så ville nogen nok tro det er et skrummel at køre rundt i. Nej det er den slet ikke. Det er super nemt at finde plads.

Parkering

En stor bil kræver selvfølgelig mere plads at parkere. Men bilen gør det selv og den fortæller også helt automatisk når der er plads til at parkere og så er det bare at trykke på knappen.

Summon

Summon funktionen er også en god parkeringshjælp. Jeg har benyttet funktionen med at fjernbetjene bilen via app flere gang når en plads har været snæver. Så er det rart at bakken bilen på plads med summon funktionen.

Lækre detaljer

Der er også nogle lækre detaljer som jeg har nydt gevaldigt.

Jeg vild med autobrems når man holder stille. Det betyder at man kan slippe alle pedaler fuldstændig og så snart man trykker på speederen igen slipper bilen automatisk bremsen og kører. Det hele på et splitsekund.

Det er også sygt lækkert at sidespejle tilter nedad når man sætter i bakgear, det giver et godt overblik når der bakkes.

Jeg er også vild med at det er minimalt med knapper, alt styres fra den store touchskærm.

Sidste men ikke mindst er det genialt at softwareopdateringer til bilen udrulles automatisk. På de tre måneder jeg har haft Tesla er der kommet to opdateringer som har tilpasset en række mindre ting. Det er fremtiden at opdateringer ikke kun kommer når man er forbi værkstedet.

Konklusion

Tesla er en mega fed bil. Mange vil sige at den ikke er en tilsvarende overlegen, det er sikkert også rigtigt. Men det vil jeg alligevel mene den er og det er den i kraft i nytænkning og at det er en el-bil. Shit det er lækkert at køre Tesla.

Jeg ville i hvert fald gerne eje en og sigter efter at min næste bil skal være en Tesla Model 3.

Her parkeret ved Tesla Supercharger tæt på Hamborg

Der er stort set lademuligheder alle steder. Her gratis strøm ved konferencecenter

Der kan også lades i den almindelige stikkontakt bare det er 16amp

Ruten planlagt og ladestop indlægges automatisk. Der er hele tiden overblik over forventet forbrug og det aktuelle.

Der er el-biler alle vegne, her parkeret i sandwich.